Developer Site Enter Mond.dk to shop

Blog categories

Sådan knækker du dresscoden

Sådan knækker du dresscoden


SOM BRUDEPAR

Som kommende brud og brudgom skal I tage stilling til om I vil have en dresscode til jeres bryllup. Tag med i betragtning hvor i holder brylluppet, hvornår på dagen og hvilken overordnet stil i går efter. Kjole og hvidt vil fx være i overkanten til et kolonihave-bryllup, på den anden side vil jeans og sandaler ikke tilføje noget godt til en stor fest på et gods. Den dresscode i vælger skal selvfølgelig skrives på invitationen så alle får det at vide. Forvent nogle opkald fra jeres gæster om hvad I mener med den og husk på at de ringer op og spørger med de bedste hensigter om at gøre jer glade. Det kan være forvirrende at finde rundt i hvad diverse dresscodes betyder så vi har herunder samlet en guide til jer.

 

SOM GÆST

Når du som gæst til et bryllup skal finde ud af hvad du skal have på, er det vigtigt at læse invitationen igennem for dresscode, hvor det skal holdes og hvornår på dagen. Det er god stil at følge den dresscode brudeparret har ønsket. Det er ikke strengt påkrævet, men det er trods alt deres dag og dem du tager afsted for at fejre. Med andre ord: Lad jeans, klipklappere og kasket blive hjemme.

Her følger guiden til de klassiske dresscodes, startende med den fineste:

 

KJOLE OG HVIDT / WHITE TIE

Sort svalehale jakke med formel hvid kjoleskjorte med knækflip og hvid selvbinder butterfly. Dertil hvid vest, sorte bukser med satinstribe på sidesømmen og sorte laksko. Linningen på buksen må ikke kunne ses, dvs at vesten skal dække linningen uden at være længere end jakken.

Denne dresscode er den strengeste med mindst spillerum.

 

JAKET / MORNING COAT

Jaket, eller på engelsk morning coat, bruges til begivenheder først på dagen og aldrig senere end kl. 15. Traditionelt set er selve jaketten enten sort eller grå, vesten grå og skjorten altid hvid. Tidligere var vesten altid grå, nu er der lidt flere muligheder og mange vælger at vise lidt personlighed ved at vælge en farvet vest. Bukserne er typisk grå eller sorte med diskret mørk eller navy strib. Ved officielle lejligheder bæres også matchende hat, dette er dog ikke påkrævet eller særlig almindeligt til bryllupper. Typisk vil både brudgom, forlover, gommens far og brudens far bære jaket og skille sig ud fra hinanden i farverne på accessories og evt. på vesten. Brudgommen bærer knaphulsblomst der matcher brudebuketten.

 

SMOKING / BLACK TIE

Sort smokingjakke med satin spids revers. Formel hvid kjoleskjorte eller hvid smokingskjorte med plisseret front og dertil sort butterfly. Dertil sort vest eller skærf som skal dække bukselinningen ligesom på kjole og hvidt. Sorte smokingbukser med satinstribe på sidesømmen og sorte laksko eller pæne sorte oxfords.

 

En klassisk smokingjakke er enkeltradet, med én knap og spids revers. Kan i dag være i flere farver, en navy smoking med sorte satindetaljer er fx god stil. En hvid smokingjakke med sort satin kan også anvendes, typisk i sommermånederne, i varmere lande eller i maritime miljøer. Kan dresses op med en knaphulsblomst, lommeklud og et tørklæde.

 

MØRKT TØJ / BLACK TIE OPTIONAL

Mørkt jakkesæt, sort, navy eller mørkegråt, eller smoking. Her er lidt mere frit spil hvor man kan vælge en farvet butterfly eller slips. Her kræves ikke at bukselinningen skal være dækket så vest er valgfri, om end stadigvæk god stil. Kan dresses op med knaphulsblomst og lommeklud. Hvor streng denne dresscode er kommer an på begivenheden og værten, man kan evt forhøre sig ved værten inden festen. Dog er det ikke en dresscode der ligger op til at du skejer helt ud, så hold dit jakkesæt klassisk.

 

FESTLIGT / BLACK TIE CREATIVE

Her er frit valg og mulighed for at skille sig ud. Jakkesæt er god stil og du vælger selv farver, mønstre, skjorte, etc. Nogle vil muligvis mene at jeans er festlige – det er de ikke. Ha’ respekt for de mennesker der har gjort et kæmpe stykke arbejde for at holde en god fest og træk i et jakkesæt, nystrøget skjorte og pæne accessories. Husk ligeledes lige at pudse dine sko - det hele falder til jorden hvis dine sko ligner de har været på festival. Vi synes altid at en lommeklud er en god idé, den sætter prikken over i’et og gør at man kan se du har tænkt over din påklædning.

 

INGEN DRESSCODE

Hvis du er inviteret til bryllup uden dresscode anbefaler vi alligevel at du klæder dig pænt på som hvis dresscoden havde dikteret festligt – det er trods alt et bryllup. Tag stedet i betragtning – en herregård og en kolonihave ligger op til hver sin type påklædning. Ved ingen dresscode kan det stadigvæk være en god idé at forhøre sig hos værten og under alle omstændigheder se ordentlig ud; dvs. Ren, nyvasket, nystrøget, nypudset. Ingen slidte jeans, klipklappere eller kasketter.

Posted on 2014-11-12 Home, Tips og Tricks