Developer Site Enter Mond.dk to shop

Blog categories

Hvordan du klæder dig efter dine farver

Hvordan du klæder dig efter dine farver

HVORDAN DU KLÆDER DIG EFTER DINE FARVER

 

Hvis du synes det kan være svært at vælge farver og er i tvivl om hvilke farver der klæder dig, så læs med her. Som du kan se i ovenstående infographic kan man, groft sagt, dele mennesker op i 6 forskellige grupper når det kommer til farver, og du kan muligvis kende dig selv i en af dem.

 

Når alt andet glipper så husk på at mørkeblå, koksgrå og petroleum klæder alle – i hvert fald en variation af disse farver.

 

LIGHT – LYS

 

Hvis du er i kategorien ”LYS” har du lyst hår, lys hud og lyse øjne. Hvis du har mørke øjne er du ikke LYS. Du har nogle fine og delikate farver som helst ikke skal overrumples at de farver du tilføjer med dit tøj. Gå efter farver der ikke er skrigende og prangende. Du kan sagtens bære mørke farver, men sørg for at de er en smule dæmpede.

 

DEEP – DYB

 

Du har fra naturens side meget mættede og stærke farver, med mørkt hår og mørke øjne. Mennesker med mørk hud falder typisk i denne kategori. Fordi du selv har meget farve kan du sagtens bære stærke klare farver som vil virke overvældende på andre. Både lyse og mørke farver fungerer, bare sørg for at de ikke kommer til at se ”fesne” ud i forhold til dine egne lækre farver.

 

CLEAR – KLAR

 

Hvis du har klare farver har du typisk store kontraster i dine farver, fx mørkt hår – lys hud – meget blå øjne. Både mørkhårede og lyshårede falder i denne kategori – fællesnævneren er den store kontrast og meget klare rene farver*. Denne gruppe er modsætningen af den næste BLØD & AFDÆMPET. Pga. din klare kontrast vil rene, klare farver fungere bedst, de mere grumsede* vil se mærkelige ud.

 

SOFT & MUTED – BLØD & AFDÆMPET

 

I denne kategori falder dem der har mere neutrale farver – hverken VARM eller DYB, men rigere i farverne end LYS. Du har ikke ligeså stærke kontraster som KLAR og ser derfor heller ikke så godt ud i meget klare farver, da disse kan virke overvældende. Du gør dig godt i lidt grumsede og gerne efterårsagtige farver.

 

WARM – VARM

 

Hvis du er VARM har du en karakteristisk varm glød og klassiske jordfarver. Rødhårede hører til i denne kategori. Du vil se godt ud i neutrale farver samt stærke farver, dog afstemt ift hår og øjne. Efterårsagtige farver vil typisk være et godt valg. Klare farver som blå, turkis og lilla vil være en flot kontrast til rødt hår og meget lys hud.

 

COOL – KOLD

 

KOLD er modsætningen af VARM. Du kan have mørkt hår og mørke øjne og minde om DYB, men det der adskiller dig er din fine kølige, næsten grålige hudtone. De fleste gråhårede falder i denne gruppe, og derfor kommer denne farveholdning for mange med alderen. Fordelen ved at være gråhåret er at man kan bære næsten alle farver, og særligt ”glade” farver som grønne, klare blå og pink og lilla gør sig godt – de feminine farver som pink, lilla og bordeaux er et godt valg til at varme den kølige fremtoning lidt op.

 

 

*Farver kan deles op i to kategorier:

 - De rene, klare farver som er primærfarverne rød, blå og gul og et miks af disse (som vist i farvehjulet)

 - De grumsede farver som selvfølgelig også er et miks af de førnævnte, men som er blandet med hvid eller sort for at dæmpe den oprindelige farve og gøre den enten mørkere eller lysere.

 

Kan du huske farvehjulet fra skoletiden?

 

Posted on 2015-02-20 Home, Tips og Tricks